THE LAST SHIP på Theatre Royal Drury Lane

Med det, programmet kalder »et nyt manuskript af Barney Norris, efter et manuskript af Lorne Campbell, baseret på et originalt manuskript af John Logan og Brian Yorkey«, sætter musicalen Stings musik og tekster i centrum i en barsk, nordengelsk fortælling fra værftet. Vi er i Thatcher-æraen: fremtiden for de fagligt organiserede værftsarbejdere hænger i en tynd tråd (og ser ud til at gå samme vej som minearbejdernes og stålarbejdernes), og byens folk har vænnet sig til trygheden og rutinen ved at bygge skibe og søsætte dem på Tyne-floden. Da arbejdet er bagud i forhold til tidsplanen, kan Utopia blive det sidste, for forsinkelserne har fanget opmærksomheden hos den konservative minister, der tildeler regeringens kontrakter. Hun har besluttet at annullere alle fremtidige ordrer – tiden er inde til at få arbejderne til at makke ret. For danske tilskuere er det svært ikke at tænke på B&W's skibsværft på Refshaleøen, der lukkede i 1996.

Gideon (Declan Bennett) vender tilbage til byen, han forlod sytten år tidligere, og er på orlov fra Royal Marines. Han må se den smertefulde sandhed i øjnene, at han aldrig bliver forsonet med sin far, der for nylig er død. Han finder også ud af, at pigen, han elskede, Meg (Frances McNamee), var gravid med deres datter Ellen (Hannah Richardson), da han rejste for alle de år siden. Imens er Jackie White (Sting) stemmen, som havnearbejderne og deres familier samler sig om, da værftet trues med lukning. Hans kone Peggy (Jackie Morrison) giver ham støtte og stabilitet, mens han langsomt bukker under for lungekræft, hele tiden iagttaget fra skyggerne af den truende skikkelse The Wallsend Ferryman (Shaggy på premiereaftenen), som ifølge legenden ledsager de afdøde værftsarbejderes sjæle.

Selvom yderligere fjorten medvirkende kommer og går i de store ensemblenumre, er det Stings ballader og fint skrevne duetter, der fanger øret og giver de ellers stoiske figurer følelse. Men trods alle de smukke klangfarver på scenen (især fra Bennett og McNamee) er aftenens egentlige stjerne den storslåede og allestedsnærværende projektion af skibets enorme agterstavn i tørdok. Den skifter konstant, når lyset flytter sig, og arbejderne går til stålpladerne med buesvejseapparater eller bevæger sig op og ned foran dens titaniske facade på stålbjælker, der hejses og sænkes. Instruktionsmæssigt samler (eller begrænser?) den handlingen, fordi alle skal spille forrest midt på scenen, men den understøtter også de klare temaer om lys og mørke, godt og ondt, ret og uret, skyld og anger, der løber gennem den enkle, men fængslende handling.

Sting har aldrig været nogen bemærkelsesværdig skuespiller, og her bliver han overstrålet af Shaggys selvsikre narrestreger og distancerede tilstedeværelse (det skal dog nævnes, at rollen som The Ferryman resten af spilleperioden spilles af Lejaun Sheppard). Langt mere bemærkelsesværdigt (og passende) får de førnævnte musicalstjerner i hovedrollerne rig mulighed for at skinne og give komponistens materiale nyt liv. Tonerne fra When We Dance – der sikkert har spillet en rørende rolle i livet for millioner med knust hjerte – klinger i hvert fald smukt i forestillingens sammenhæng.

THE LAST SHIP sætter måske ikke musicalverdenen i brand, men den har meget at byde på og er langtfra blot et forfængelighedsprojekt for en mand, der har opnået storhed igen og igen i en succesfuld karriere på næsten 50 år.

Med en spilletid på knap tre timer inklusive pause spiller produktionen i en begrænset periode på Theatre Royal Drury Lane frem til den 3. oktober.

The Last Ship i London