JESUS CHRIST SUPERSTAR på London Palladium

Gennem årtierne har Andrew Lloyd Webber og Tim Rice haft en forkærlighed for at caste mandlige sangere, der anses for sikre kort på grund af deres trofaste og ivrige fanskarer — man behøver blot at tænke på en mørkladen David Essex som revolutionæren Che i »Evita« og Jason Donovan i den farvestrålende drømmekappe i »Joseph…«. Her virker Ryders Jesus markant mindre som en selvsikker karismatiker og mere som en let fraværende hippie, der er blevet træt af sin krævende og besværlige flok, ikke mindst Judas (Tyrone Huntley), som gentagne gange giver anledning til venskabsskilsmisse og til sidst forråder sin ven med et kys i Getsemane Have for tredive sølvpenge. Iskariot dypper hænderne i en oplyst kiste og dækker dem i dryppende sølvmaling, der uudsletteligt mærker ham som forræder resten af forestillingen.

Den udstrakte brug af håndholdte mikrofoner virker en anelse malplaceret, men scenograf Tom Scutt har gjort alt for at indarbejde den stilsikkert i scenografi og kostumer. Særligt ved farisæernes hyppige entréer, hvor de bibelske stave har en mikrofon i den ene ende og et individuelt tegn i den anden, og vendt om fungerer som stativer under musiknumrene. Her leverer Matty J og Bob Harms varen som Annas og Kajfas.

Også helt på højde med opgaven er Desmonda Cathabel som Maria Magdalene og Billy Nevers som Simon. Hun skaber en klang, der minder om Linda Ronstadt og den vidunderlige Judith Durham fra The Seekers. Nevers udstråler kraft og intensitet, når han opfordrer Jesus til at omsætte sin popularitet til et militært oprør mod de romerske undertrykkere i Simon Zealotes/Poor Jerusalem, et nummer der nær havde stoppet forestillingen og for mig var aftenens højdepunkt.

Instruktør Tim Sheader har lænet sig kraftigt op ad koreograf Drew McOnie for at fylde den ellers skeletagtige scene med indhold. Et kæmpe liggende kors fungerer som rampe til hovedspillefladen, der er omkranset af stilladsrør med hævede tribuner til det næsten tyve mand store orkester under Tom Deering. Danserne er gennemgående glimrende med deres skarpt udførte streetdance-stil, med særlig ros til Charley Warburton, Owen Lloyd, Milo McCarthy, Daniel Bowskill og Sebastian Goffin. Og hold øje med det herligt fromme tableau, som guitarspillende Phil King som Peter sætter i gang, hvor tolv medvirkende slutter sig til Ryder og gengiver da Vincis Nadveren.

Alt i alt en flot indsats, om end igen for kraftigt forstærket. Blandt mine irritationsmomenter var de mange gange, hvor forsinkede musikalske optakter bevidst lægger op til bifald i stedet for at lade reaktionen opstå af sig selv. Men det her har altid været religiøs historiefortælling om personlighedens og populæritetens magt, så forestillingen bliver uden tvivl udsolgt hele perioden.

Da jeg i 1998-99 turnerede i The Pirates of Penzance med den allerførste Jesus (Paul Nicholas, der spillede rollen i 1972), kom jeg til at tænke på, hvad den nu 81-årige mon ville sige til denne nye udgave og til dens hovedrolleindehaver. Jeg håber, nogen spørger ham.

JESUS CHRIST SUPERSTAR varer to timer med pause og spiller på London Palladium til den 5. september. Derefter er den planlagt til at flytte til Theatre Royal Drury Lane fra den 16. oktober til den 9. januar 2027.

Jesus Christ Superstar i London